Vesterhavslut

Ny mærkningsordning er første skridt til mere grønne feriehuse

24.5.2024
Forfatter: Mikal Holt Jensen
Foto: Niclas Jessen

I år lanceres en mærkningsordning for feriehuse, der lever op til en række energikrav. For mere end 10 år siden lukkede Green Key for feriehuse, mens bureauer for udlejning af feriehuse fra 2022 blev mærket med Green Toruism Organization.

Feriehusudlejernes Brancheforening vil i 2024 introducere Koglemærket som en fælles mærkningsordning for energiforbedrede feriehuse, udlejet gennem deres medlemmer. Målet er at gøre det lettere for gæster at finde huse med lavere energiforbrug.

Koglemærket, udviklet af Viegand Maagøe og verificeret af DEM A/S, støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og er godkendt af Forbrugerombudsmanden. Dette mærke skal fremme energiforbedringer i danske feriehuse, hvilket vil hjælpe gæster og husejere med at reducere deres klimaaftryk. Mange af disse huse stammer fra 60'erne og 70'erne.

Årsager til mærkningsordningen

Feriehusudlejernes Brancheforening introducerer den nye mærkningsordning af følgende 3 årsager:

  1. Gæsterne efterspørger i stigende grad mulighed for at kunne tilvælge mere grønne ferieløsninger
  2. Regeringen har et mål om, at 70% af alle overnatninger skal være certificeret bæredygtige i 2030
  3. Alle forbrugere (både husejere og gæster) oplever, at prisen på el er steget i kølvandet på krigen i Ukraine.

Tidligere ordning via Green Key

For mere end 15 år siden eksisterede et miljømærke for feriehuse under det anerkendte Green Key, som primært kendes fra hoteller. 

Dengang blev kriterierne også udviklet i samarbejde med Feriehusudlejernes Brancheforening. De første feriehuse modtog mærket i 1997, og ordningen blev administreret via udlejningsbureauerne, der sammen med brancheforeningen sikrede, at husene levede op til kriterierne. 

Ordningen blev dog lukket ned i 2010, da den daværende styregruppe ikke kunne etablere en effektiv procedure for løbende kontrol og opretholdelse af kravene.

GTO til bureauer for feriehuse

Sidenhen er der udviklet en klon til Green Key med navnet Green Tourism Organization, der i starten var målrettet destinationsselskaber, men senere blev udvidet til også at omfatte udlejningesbureauer for feriehuse.

For Feriepartner startede rejsen med Feriepartner Tversted i 2022, og i sommeren 2023 kom yderligere 9 jyske Feriepartner kontorer fra Kattegat, Thy, Lønstrup, Blokhus, Løkken, Jammerbugt, Bork Havn, Blåvand og Rømø med og sluttede med Hvide Sande i slutningen af 2023.

 

Grøn omstilling af feriehuse og feriehusområder

Feriehuse udgør en stor del af overnatningskapaciteten i Danmark. I samarbejde med aktører på området gennemfører Dansk Kyst- og Naturturisme en række miljø- og klima-aktiviteter med fokus på feriehuse, gæsteadfærd og feriehusområder.  

”Bæredygtig planlægning af sommerhusområder”

Dansk Kyst- og Naturturisme har udviklet dette idékatalog, der skal inspirere kommuner til mere bæredygtig planlægning af sommerhusområder. Idékataloget er et værktøj, der skal være med til at sikre en bæredygtig omstilling og udvikling af sommerhuse og sommerhusområder i Danmark

Læs mere