Green Attraction til Københavns Museum

Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal går grønt!

10.1.2025
Forfatter: Mikal Holt Jensen
Foto: Københavns Museum

Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal modtager den eftertragtede miljø-certificering ’Green Attraction’

Green Attraction er en miljømærkningsordning for danske attraktioner herunder museer og kunsthaller. At blive certificeret som Green Attraction-attraktion kræver, at man arbejder på at reducere sit CO2 udslip og lever op til bestemte krav inden for bl.a. vand- og energiforbrug og affaldssortering. 

Derudover stiller det krav til institutionernes miljøledelse, medarbejderinddragelse, indkøbspolitik, samt udvalg i museumscafeer og butikker. For museer gælder der også særlige krav til arbejdet med bl.a. udstillinger, magasin og kureropgaver.

Del af museumsklynges miljøindsats

De tre københavnske institutioner er en del af museumsklyngen Kunst & Historie, Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, der gennem en ambitiøs miljø- og indkøbspolitik har som erklæret mål at nedsætte de kommunale institutioners energi- og ressourceforbrug.

Marius Hansteen, museumsdirektør, Kunst & Historie udtaler:

Bæredygtighed har været et fokusområde for os i 2024. Green Attraction er en dejlig anerkendelse af det arbejde, vi har gjort, men også – og måske endnu vigtigere – en vigtig trædesten for os alle i det fortsatte arbejde mod den grønne omstilling. Det har været en øjenåbnende proces for både ledelse og medarbejdere, og engagementet og ambitionerne om at blive mere bæredygtige stopper ikke med certificeringen.

Cirkulære Udstillingspraksisser

Samtidig med at arbejdet med Green Attraction gik i gang, søsatte Kunst & Historie ved årets start det landsdækkende projekt ”Cirkulære Udstillingspraksisser”, der giver konkrete bud på, hvordan udstillingsbranchen kan indtænke cirkulære systemer og designprincipper i det daglige formidlingsarbejde. Erfaringerne herfra vil næste år blive udbredt bredt i branchen i samarbejde med Museernes Grønne Akademi.

Del af CopenPay

Nikolaj Kunsthals har desuden sammen med Statens Kunstfond bidraget til udvikling af en dansk version af Creative Green Tools, og Københavns Museum er både del af et større projekt om udvikling af klimaneutrale magasiner og har medvirket i det meget omtalte projekt ”CopenPay”, der nudger byens turister til en mere bæredygtig adfærd.

Læs mere om Green Attraction her: GREEN ATTRACTION