Green Key til Holckenhavn Gods

Holckenhavn Slot opnår Green Key-certificering

13.1.2025
Forfatter: Mikal Holt Jensen
Foto: Holckenhavn Gods

Holckenhavn Slot kan nu kalde sig Green Key-certificeret, hvilket markerer en milepæl i indsatsen for at prioritere bæredygtighed og miljøbeskyttelse på tværs af alle afdelinger. 

Efter at have intensiveret arbejdet med bæredygtige løsninger det seneste år, er Hockenhavn Slot ved Nyborg certificeret med Green Key,  som et bevis på en målrettet indsats for at integrere miljøhensyn i slottets daglige drift.

Reduktion af klimaaftryk
Holckenhavn Gods, der dækker 950 hektar, heraf 347 hektar skov, arbejder strategisk på at reducere klimaaftrykket. I 2021 absorberede skovene, hvad der svarer til 99,45 % af den samlede CO₂-udledning fra godset. Målet er at opnå fuld CO₂-neutralitet inden 2025 gennem tiltag som økologisk landbrugsdrift, energirenovering og bæredygtig skovdrift.

Bæredygtighed på menuen
Køkkenet tilbyder en klimavenlig frokostmenu, hvor 50 % er vegetarisk, og de resterende råvarer er nøje udvalgt ud fra deres klimaaftryk. Retterne indeholder kød fra dansk fjerkræ eller vildt fra skovene samt fisk fra Norden. Alle råvarer vurderes med data fra CONCITO for at sikre et lavt klimaaftryk.

Øvrige grønne initiativer på godset

  • Landbrugsjorden drives økologisk med reduceret kvælstoftilførsel.
  • Skovene er PEFC-certificerede, og flere områder er udpeget som værdifuld natur under "Natur 2000"-ordningen.
  • 11,18 hektar urørt skov er udlagt til naturligt henfald, hvilket fremmer biodiversitet og CO₂-binding.
  • Slottet og udlejningshuse opvarmes via halmfyr, og energirenovering er gennemført i 80 % af de opvarmede bygninger.
  • Gamle møbler og inventar genbruges gennem et recycle-program.

En fremtid med grønne oplevelser
Holckenhavn Slot fortsætter rejsen mod en bæredygtig fremtid, med fokus på at reducere miljøbelastningen og tilbyde oplevelser, der kombinerer historisk charme med grøn omtanke. Med Green Key-certificeringen er endnu en vigtig milepæl nået i ambitionen om at levere oplevelser, der tager hensyn til både gæster og planeten.