Østersøen ja tak

”Østersøen siger tak”, ”Don’t mess with Møn” og ”Hold Møn smuk”.

30.6.2024
Forfatter: Mikal Holt Jensen
Foto: HARMØNI

En ny kampagne fra Harmøni med støtte fra Vordingborg Kommune og Visit Sydsjælland & Møn skal sikre, at gæster på Møn passer godt på øens natur

Når turisterne ankommer til Møn denne sommer, bliver de som noget af det første mødt af en ny kampagne. Budskabet er, at gæster på Møn skal passe godt på øens natur og ikke sætte spor efter deres besøg.

”Don’t mess with Møn” og ”Hold Møn smuk”.

Det er nogle af budskaberne, som gæster på Møn denne sommer vil blive mødt af, når en ny kampagne, ”Harmøni”, skal guide sommerens gæster og minde dem om, at de besøger en destination med unikke naturområder, som skal beskyttes.

Turisme og naturbeskyttelse er ikke nødvendigvis i strid med hinanden, men det kræver, at både aktører og gæster udviser omtanke og er indstillede på at skabe ”Harmøni” mellem gæstens oplevelse og den særlige natur.

Harmøni står bag

Det er Møn UNESCO Biosfære og en række biosfæreambassadører, der har arbejdet med kampagnen, og her har det også været vigtigt, at mønboerne er en del af fortællingen og viser sig som det gode eksempel.

”For os frivillige har det været vigtigt, at vi selv går foran og er i Harmøni. Vi kan kun stille krav til vores gæster, hvis vi selv i hverdagen tænker over, hvordan vi er med til at beskytte vores sårbare natur,” siger HC Gravesen, der er en af de biosfæreambassadører, der har været aktive i hele forarbejdet til Harmøni-kampagnen.

Støtte fra Visit Sydsjælland & Møn

Visit Sydsjælland & Møn er også med til at brede kampagnen ud og vil med kampagnen søge at tale til og tiltrække turister, der er indstillede på at tage del i naturbeskyttelsen af Møn: De ”rigtige” turister for Møn. Når gæsterne forlader Møn, må de gerne være blevet klogere på, hvordan de selv er med til at passe på naturen. At være modelområde og skabe læring og oplysning er et vigtigt element i at være UNESCO biosfæreområde.

Og borgmester bakker op

"Vi er rigtig glade for vores turister på Møn. De skaber omsætning, liv og arbejdspladser. Derudover vil vi også gerne møde dem med en forventning om, at de vil være med til at passe på vores UNESCO-certificerede natur, når de kommer på besøg, og at de gør sig umage for at undgå at sætte varige aftryk efter deres besøg,” siger borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed.

Om HARMØNI

HARMØNI er opstået under arbejdstitlen Sporløs Færd. Det er et samarbejde mellem Møn UNESCO Biosfære sekretariatet og en række biosfæreambassadører, som synes at der var brug for at lære os selv og vores gæster på Møn, hvordan man opfører sig i naturen.

Læs mere om kampganen...