Bæredygtighed i stjernerne fra Hotelstars Union
Bæredygtighed spiller en større rolle i Hotelstars Unions nye hotelkriterier og HORESTAs møde- og konferencekriterier, der nu er trådt i kraft den 1. januar 2025
Hotelstars Union (HSU) har vedtaget nye kriterier og tilhørende pointsystem til tildeling af hotelstjerner for hoteller på europæisk plan, hvor bæredygtighed har fået endnu større betydning.
Men også for konferenceudbydere i Danmark kommer der nye klassificeringskriterier. De nye kriterier træder i kraft 1. januar 2025.
HSU-kriterierne er blevet reduceret fra 247 til 239 kriterier og har udgangspunkt i bæredygtighed, digitalisering og arbejdskraft, hvor enkelte kriterier altså er blevet fjernet, mens andre er blevet lagt sammen for at forenkle systemet.
Du kan læse et udpluk af de nye regler med fokus på bæredygtighed herunder:
- Der er tilføjet anbefalinger til rengøring af madrasser for at imødekomme de øgede hygiejnekrav, og for at forlænge madrassernes levetid.
- Desuden tilbydes ekstra skift af sengelinned og håndklæder kun efter anmodning fra gæsten for at fremme bæredygtighed.
- Hoteller er berettiget til ekstra point, hvis de måler deres CO2-fodaftryk i overensstemmelse med internationale standarder.
I Danmark varetages opgaverne under Hotel Stars Union af HORESTA og VisitDenmark. Man behøver dog ikke at være HORESTA-medlem for at kunne blive klassificeret.