Nordjyllands Trafikselskab

AKKC flytter publikum til tog og bus

16.9.2024
Forfatter: Mikal Holt Jensen
Foto: Nordjyllands Trafikselskab

Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) intensiverer sin indsats for CO2-reduktion og lancerer fra september gratis transport til alle kulturelle begivenheder.

Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) har lanceret et grønt initiativ, der tilbyder gratis offentlig transport til alle deres kulturarrangementer. 

I samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Ticketmaster vil AKKC give publikum mulighed for at tage tog og bus uden omkostninger, uanset hvor i Nordjylland de bor.

Mål om CO2-reduktion

Målet er at reducere CO2-udledningen ved at flytte de ca. 100.000 årlige besøgende fra privatbiler til offentlig transport. Projektet er en del af "Sammen om en grønnere kultur", og der pålægges et lille transportgebyr på 7 kr. pr. billet for at støtte initiativet.

– AKKC er ift. bæredygtighed i flere år gået forrest i kultur- og koncertbranchen. Vi har længe haft fokus på at minimere CO2-belastningen, der kommer fra de 100.000-vis af gæster, der hvert år vælger at køre til Aalborg og AKKC i bil. Vi ved, at forbrugeradfærd er noget af det sværeste at ændre, og det tager tid. Med dette pilotprojekt kommer vi til over et helt år at minde vores kulturkunder om muligheden for at tage gratis tog og bus i det fælles projekt ”Sammen om en grønnere kultur”, fortæller projektleder Susanne Kabel fra AKKC.

Læs mere på Turistmonitor: CO2-aftrykket skal ned: Kongrescenter giver gæster gratis transport med tog og bus - turistmonitor.dk og på AKKC: AKKC vil flytte publikum over i tog og bus - AKKC